Annonce

Blodsukker

Hvad er blodsukker?

I blodet findes sukkerstoffet (kulhydratet) glukose - dette kaldes for blodsukker eller blodglukose. Glukose er et helt essentielt næringsstof for kroppen, da mange celler bruger glucose som energikilde. Mange fødevarer, pasta og kartofler, indeholder store kulhydratmolekyler, for eksempel stivelse, som bliver nedbrudt i mindre komponenter, når vi fordøjer maden - heriblandt glukose. Når de store kulhydrater er blevet fordøjet, kan de optages gennem tarmslimhinden i tyndtarmen. På den måde kommer glukose over i blodbanen og får blodglukose (blodsukkeret) til at stige.

Glukose

De primære kilder til glukose er stivelse, mælesukker eller frugtsukker, men der findes også andre fødekomponenter, som kroppen kan omdanne til glukose. Det gælder især visse aminosyrer, som stammer fra protein i føden.

Glukosen bliver sendt rundt i blodkredsløbet og kan derigennem nå rundt til kroppens celler, for eksempel muskelceller. Cellerne skal bruge glukose som brændsel til deres normale stofskifte og til at udføre deres specifikke funktion. Især hjernen er afhængig af glukose for at dække sit energibehov.

Insulin

Mange af kroppens celler behøver desuden hormonet insulin for at kunne transportere glukosen ind i cellerne. Insulin produceres i bugspytkirtlen og transporteres ligesom sukkeret rundt i kroppen via blodårerne. Har man diabetes (sukkersyge), er det netop hér man har problemer, og man skal derfor være opmærksom på sit blodsukker, da både for højt og for lavt blodsukker, kan være farligt.

Hvordan måler man blodsukkeret?

Man kan få målt sit blodsukker hos lægen, eller købe et apparat til hjemmemåling. Apparatet kræver typisk kun en enkelt dråbe blod, til at måle blodsukkeret. Med en selvudløsende nål prikker man et lille hul for eksempel i øreflippen eller på siden af en finger og overfører derefter bloddråben til en teststrimmel, som man har indsat i blodsukkermåleren. Det er let at lære at måle sit eget blodsukker, og hele proceduren tager få minutter.

I de senere år er der kommet glukosesensorer til automatisk måling af blodglukose. Disse sensorer har en lille nål der er placeret i underhuden og fra denne kan niveauet af glukose måles. Værdien overføres typisk til mobiltelefonen hvert 5. minut.

Læs mere: Blodsukkermåling Læs mere: Blodsukkermåler

Hvad er normalt blodsukker?

Fordi blodsukkeret stiger og falder over et døgn, afhængigt af om man lige har spist, varierer normalområdet for blodsukkerets niveau. Blodsukkeret er normalt lavest om morgenen og højest kort tid efter et måltid.

Hos en diabetes patient bør blodsukkeret typisk ligge på følgende niveau:

  • Hvis man ikke har spist inden for de sidste 6 timer, skal blodsukkeret være 4-7 mmol/L.

  • Cirka 1½ time efter et måltid skal blodsukkeret være <10 mmol/L.

  • Inden sengetid bør blodsukkeret være 6-8 mmol/L.

Symptomer på lavt blodsukker

Lavt blodsukker vil sige, at man har for lidt glukose i blodet.

Ved diabetes, kan man få for lavt blodsukker (hypoglykæmi), hvis man har taget for meget insulin eller anden medicin mod diabetes. Det kan også komme hvis man har været mere aktiv end normalt, og dermed forbrugt mere sukker i kroppen end normalt.

Man kan også få lavt blodsukker uden at have diabetes.

Der er ikke nødvendigvis symptomer ved for lavt blodsukker, men nogle af de mest almindelige symptomer er:

  • Rysten
  • Sved
  • Mathed
  • Hjertebanken
  • Svimmelhed
  • Hovedpine
  • Kvalme.
  • Træthed
  • Sult
  • Koncentrationsbesvær og forvirring

Vær opmærsksom på, at dette kun er de mest almindelige symptomer.

Du kan læse mere om for lavt blodsukker ved diabetes her: Lavt blodsukker ved diabetes (Hypoglykæmi)

Læs mere om for lavt blodsukker generelt her: Lavt blodsukker (Hypoglykæmi)

Symptomer på højt blodsukker

Hvis man har diabetes og ikke bliver behandlet, vil man have for meget glukose i blodet og blodsukkeret vil være for højt (hyperglykæmi). Dette kan akut og på sigt være farligt og give senfølger. Akut kan det hos Type 1 diabetes lede til syreforgiftning.

De mest almindelige symptomer på for højt blodsukker er:

  • Træthed
  • Kvalme
  • Mundtørhed
  • Tørst
  • Hyppige vandladninger
  • Nedsat appetit
  • Hovedpine
  • Koncentrationsbesvær
  • Vægttab

Forhøjet blodsukker kan være farligt. Læs mere om det her:

Diabetisk ketoacidose (syreforgiftning ved diabetes)

Årsager til højt blodsukker (hyperglykæmi):

Der kan være mange årsager til et forhøjet eller for lavt blodsukker. De hyppigste er dog relaterede til diabetes.

Årsager til lavt blodsukker (hypoglykæmi) :

Sidst opdateret: 01.02.2024

Annonce